UFO med mystisk lys eller refleksion

UFO med mystisk lys eller refleksion er en underfundig foto-sag der afslører nogle sære lysforhold. Det drejer sig om et uidentificeret flyvende objekt der har opholdt sig over 14 minutter på himlen. Det bevæger sig langsomt i en nordlig retning over det vestlige Odense den 19. December 2009 ved middagstid.

UFO med mystisk lys eller refleksion (omplacering af sollys?)

I det første fotografi herover taget kl. 13.08 befinder objektet sig bag en kondensstribe 25-30 grader over horisonten i syd-vestlig retning. Her er det blot en tåget lodret struktur uden synlige konturer - se stort billede her

I det sidste fotografi herunder taget 14 minutter senere kl. 13.22 befinder det sig omkring 290 grader over horisonten oppe over min lejlighed. Det foreviges med den dybblå himmel som baggrund og ses her som en lodret struktur, ja faktisk som en dobbelt snurretop. Billedet er blevet behandlet i Adobe Photoshop med Auto Tone filter for at gøre objektet tydeligt.



Begge billeder herover er beskåret og forstørrede siden objektet er meget lille i fotografierne. Det er så lille at det var lige på grænsen. Min nysgerrighed gjorde dog at jeg opdagede, at objektet i det sidste billede herover ikke blot var et sne-fnug men faktisk det samme objekt som i det første billede. De er nemlig begge oplyst på højre side...

UFO med mystisk lys eller refleksion

Siden billederne er taget i syd-vestlig retning skinner Solen fra venstre. Alle overflader der peger mod venstre (syd) vil derfor være oplyst af Solen. Bare ikke lige det mystiske objekt i de to billeder. Her er det omvendt. Objektets overflade der peger mod venstre er formørket mens den modsatte højre side er oplyst?

Min første tanke var ellers at lyset måtte være en refleksion fra Solen. Men hvordan kan det være en refleksion forårsaget af vores lokale stjerne når den skinner fra venstre i fotografierne? Kilden til lyset må være det mystiske objekt selv hvilket blot rejser nye spørgsmål. Hvad er det for en type fartøj der udstråler lys på denne måde?

UFO udstråler lys synligt gennem tåge fra kondensstribe i dagslys

I det første billede foroven skinner objektet igennem tågen fra kondensstriben. Det vil sige at den mystisk lysende UFO her må være lige omme bag ved, eller inde i selve kondensstriben. Flytrafik efterlader kondensstriber mellem 27.000 og 45.000 fod, altså mellem 8,2 og 13,7 km oppe. Så i første billede må det mystiske objekt være omkring denne højde.

Hvor højt objektet befinder sig i det sidste billede herover er uvist? Siden det er meget lille i fotografiet må det være meget højt oppe. Vi kan formode det er omkring samme højde som i det første fotografi foroven, måske højere.

Og det må jo betyde at arealet som er oplyst på objektet er forholdsvis stort. Jeg kender dog ingen jordiske fartøjer som udstråler lys på denne måde i dette omfang. Navigationslys på flyvemaskiner ses fint om natten men ikke om dagen og det er jo også ret små lamper der her er tale om. UFO´ets lysstyrke synes at overstige Venus i dagslys.

Den internationale rumstation lyser godt op på nattehimlen de få minutter den er synlig fra min position. Men det her er i dagslys. Objektet er badet i sollys og på trods af dette lyser den igennem en kondensstribe.

Der mangler en refleksion fra Solen

Nu er jeg ikke fysiker med speciale i lys og kan ikke ud fra mit foto-materiale afgøre objektets egentlige lysstyrke i forhold til Solen. Jeg kan blot bekræfte at lys intensiteten på objektet er højest på højre side mens venstre side ligger i skygge. Hvis man ikke vidste hvor Solen befandt sig i billedet ville man uden videre tro sollyset kommer fra højre.

Lys og skygge forhold illustration

Men sollys kommer fra venstre og jeg tror der mangler en refleksion fra Solen. Det ser jo sådan ud. Venstre side af det mystiske UFO ligger i mørke i forhold til højre side som er lyst op markant. Bemærk at billedet herunder har været udsat for et filter (Auto Tone) i Adobe Photoshop for at gøre objektet tydligere. Se originalt fotografi nederst i artiklen.

Sollys refleksion mangler illustration

Hvis det uidentificerede flyvende objekt har sin egen lyskilde er det mystisk nok i sig selv. Lyset fylder jo en stor del af objektet til højre. Så hvor stor fladen som udstråler lys er samt hvor energien kommer fra er spørgsmål jeg gerne vil have besvaret? Og hvordan kan lyset være stærkere på højre side end venstre hvor sollyset rammer overfladen?

Bøjning af sollys over Odense?

Eller er vi vidner til forskydelse af sollys (bøjning af lys) over Odense? Fordi reflektionen fra Solen synes jo at mangle på venstre side. Der burde jo være en reflektion på venstre side. Er lyset blevet flyttet af en hidtil ukendt kraft?

Rumvæsner over Odense?

Det er vist lige meget hvordan vi vender og drejer det. Begge muligheder, eget lys eller bøjning af sollys, synes at være paranormale af natur. Om det er rumvæsner der huserer over Odense er umuligt at svare på. Hvis du spørger mig er det sandsynligt at vi har et extraterrestrelt fartøj der her interagerer med omgivelserne på mystisk vis.

Med flere UFO observationer, en hel del kontaktoplevelser og alle mine UFO billeder er jeg ikke i tvivl om at det kan være rumvæsner der er på spil. For mig er det helt normalt at de er der, så ja, det er en mulighed!

Det er forøvrigt ikke første gang jeg oplever sære lysforhold i mine UFO billeder. Det tryktank-formede objekt over Odense 9. Oktober 2009 afslører også nogle mstænkelige lysforhold. Så læg godt mærke til lyset i jeres UFO fotografier derude, der er tilsyneladende en trend her med sære lys-mørke forhold der er uforklarlige af natur.

UFO følger en ikke-ekliptisk bane fra syd mod nord

UFO´et med det mystiske lys følger ikke ekliptika men mere en syd til nordlig retning. Det kan derfor ikke være en planet. Ekliptika er dér hvor Sol, Måne, planeter og stjernetegn bevæger sig fra en østlig over syd til vestlig retning.

Objekt følger en ikke-ekliptisk bane

Kan det være den internationale rumstation? Ifølge I.S.S. Tracker afsløres det at rumstationen var over den amerikanske vestkyst da jeg tog billederne. Så det kan ikke være den.

Kan det være den russiske MIR rumstation? Nej heller ikke den, for den kom tilbage til jordens atmosfære og brændte op dér 23. Marts 2001. Et nødvendigt tjek med det gratis online observatorium Stellarium gav heller ike noget resultat.

Luftfartøj eller rumfartøj?

Hvis det er et rumfartøj af en slags må det være meget stort. Det er småt i billedet ja, men den internationale rumstation ville være en del mindre i billedet hvis det var synligt. Siden det mystiske objekt lyser op i en kondensstribe hælder jeg til objektet er inde i vores atmosfære. Men det ligner jo ikke et kendt luftfartøj. Vi har ingen flyvemaskiner der står lodret op i luften på den måde. Så hvad kan det være? Har jeg været så "heldig" at fotografere en vejr-ballon?

Ifølge Weather Underground blæste vinden i en nordlig retning på netop det tidspunkt hvor jeg tog billederne. Dog er det målinger nede ved jorden og fortæller intet om vindretning i 10 km´s højde. Vejr-ballon teorien er dog ikke helt dum lige bortset fra de mærkelige lysforhold. Men når man kigger ordentligt efter ligner den ukendte flyvende struktur ikke en typisk vejrballon. For mig ligner det en dobbelt snurretop med et meget mystisk lys i midten.

Dansk Meteorologisk Institut (DMI) siger...

Jeg ved ikke om det er muligt at finde ud af her 10 år efter. Håber der er noget dokumentation om flyvninger med vejr-balloner over Danmark, Odense. Skrev til dem den 13. April 2019.

Fotografier i høj opløsning

Observations data

  • Danmark, Odense, 19. December 2009 kl. 13.08 - 13.22
  • Kamera position: Odense
  • Kamera: Sony A-100 DSLR kamera med Sony standard 3.5-5.6 / 18-75mm zoom optik
  • Kompas retning: Syd-vest og vest

Gå tilbage til UFO billeder fra Danmark eller se mit engelske site My UFO photos med endnu flere UFO fotografier.

Kommentarer